D. 16. januar 2025 afholdte vi i LA Kronjylland et spændende arrangement med CEPOS med overskriften “Kommunepotentiale i Østjylland”. Oplægsholderen var Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS. Du kan downloade hans præsentation her.

Carsten Normann, spidskandidat for LA Favrskov, skrev efterfølgende dette debatindlæg:
Uudnyttet potentiale i Favrskov – 60 mio. på spil
CEPOS holdt et oplæg her midt i januar i Hammel hvor de fremlagde deres rapport om
besparingspotentiale i danske kommuner. Og her var der zoomet ind på Favrskov kommune. Det
skrev jeg lidt om for nylig her i avisen. Siden hen er jeg blevet spurgt om ikke jeg selv og Liberal
Alliance havde nogle ideer til hvordan vi kunne indløse det potentiale Cepos taler om. Og det vil
jeg da gerne.
Ifølge CEPOS kunne Favrskov Kommune spare 60 millioner kroner om året, alene på
administration, hvis vi var lige så effektive som Vejle Kommune. Tænk engang, hvad vi kunne
bruge de penge på, i stedet for administration. Vi kunne ansætte ekstra medarbejdere i skoler,
daginstitutioner og ældreplejen – bare ved at udnytte det potentiale, vi tilsyneladende har, men ikke
bruger.
CEPOS’s metode for at udregne de her tal, er meget konservativ og tager hensyn til alle de
undskyldninger vi ofte høre fra politikerne om hvorfor lige netop vi, ikke kan forbedre noget uden
flere penge.
Men selv hvis vi ville være på den helt sikre side, og skar 50% af, står vi stadig overfor 30 millioner
kroner som vi altså efter min mening har en forpligtigelse til at finde.
Fornuftig varetagelse af borgernes penge, er én af de fornemmeste opgaver et byråd har.
Nu er det ikke fordi Vejle tryller. De har siden 1994 arbejdet målrettet med at effektivisere deres
forvaltning. Mere digitalisering, færre ledelseslag, mere lokalt ansvar, lavere sygefravær, mindre
brug af vikarer og deraf bedre opgaveløsning
Sammenligner man med de mest effektive private virksomheder, har de typisk 4-5 ledelseslag fra
yngste elev til øverste chef. Novo Nordisk har 5 lag. Mange kommuner, inklusive Favrskov, har 5
lag. Vejle er kommet ned på 6. Her er der sikkert noget at hente for os i Favrskov kommune.
Men hvordan sætter man sådan en reform i gang? Et eksempel finder vi i Solrød, hvor
borgmesteren sikrede et generationsskifte i den øverste ledelse i forvaltningen og gjorde det
tydeligt, at forandringer skal ske ud fra kvalitet og effektivitet – ikke fra en fastlåst idé om, at alt skal
drives af det offentlige.
Jeg tror, at en vigtig pointe er, at byrådet skal have både viljen og evnen til at kigge på
forvaltningen med nye øjne. Det kan være svært for politikere, der har arbejdet sammen med de
samme ledere og medarbejdere i 15-25 år – man risikerer at beskytte “sit eget”. Men hvis ingen
uden for forvaltningen nogensinde dykker ned i, hvordan vi kan gøre tingene smartere, ender vi
nok med at gå glip af de enorme muligheder.
Det behøver ikke kun betyde nedskæringer eller fyringer. Måske kan vi lave samme service til
færre penge eller endnu bedre service til samme penge. Pointen er: Mulighederne er der, og hvis
vi vælger at gøre som Vejle eller Solrød, kan Favrskov også blive en spydspids i effektiv og
borgernær forvaltning.
